UFC – meget mere end en multihal

Uvelse Fritids Center blev indviet i 2001 efter mange års forarbejde i lokalsamfundet. Centeret ligger i hjertet af Nordsjælland og blev både bygget for at give lokalsamfundet en tidssvarende sportshal, men i høj grad også for at få et moderne forsamlingshus, hvor der kan afholdes store og små arrangementer som f.eks. koncerter, teaterforestillinger, udstillinger, kurser, messer, fester m.m

Fleksibelt multihus

Det er muligt at leje UFC helt eller delvist til private fester, firma- eller sportsarrangementer. Hele bygningen er konstrueret, så man kan kombinere multirum, mødelokale, sal og café, så de passer til en lang række forskellige formål. Fra det lille møde til det store arrangement, hvor man bruger alle faciliteter både inde og ude. Til et større sportsarrangement kan de udendørs boldbaner f.eks. indgå, og der er mindre end én kilometer til Lystrup skov. Det giver alle muligheder for et vellykket arrangement.

Firmaarrangementer

Centret er også særdeles velegnet til alle former for firmaarrangementer – bl.a. kurser, team-building, udstillinger, messer, mindre kongresser, receptioner, produktpræsentationer og forskellige former for firmaidræt.

Private fester

Selskabslokalerne er særdeles velegnede til private fester og arrangementer, som kan kombineres med lege, enten i salen eller udendørs. Her kan man holde både fødselsdage, bryllup, konfirmation og andre vigtige begivenheder for både den lille familie og den rigtig store sammenkomst.

Foreninger

Foreninger og organisationer kan i høj grad også få glæde af centrets mange muligheder til at afholde generalforsamlinger, årsmøder, koncerter, teater, træningslejr eller forskellige former for konkurrencer og stævner m.m.

KONTAKT

Du er altid velkommen til at kontakte Centerdirektør Per Larsen på tlf. 48 27 88 44 eller på mail pl@ufc.dk

Uvelse Fritids Center
Gørløsevej 6A
3550 Slangerup

UFC er 100% røgfrit område.

Sådan er Uvelse Fritids Center bygget op…

Multirum

Vores multirum er på ca. 100 m2 og kan lejes til møder, kurser, receptioner, selskaber, fester eller andre aktiviteter. Det store rum er særdeles velegnet som selskabslokale med plads til op mod 80 spisende gæster. Der indgår bl.a. en stor sydvendt terrasse og et særdeles godt lydanlæg og spots m.v. på dansegulv.

Centret har et professionelt køkken og fast samarbejde med en underleverandør, som kan stå for mad og drikke, men private selskaber kan alternativt leje lokalerne med køkkenadgang, så man selv kan medbringe mad og drikke eller en kok.

Café og selskabslokaler

Caféen har plads til 40 siddende gæster, og der er stort TV, lydanlæg og storskærm, som kan lejes. Fra caféen er der udgang til stor sydvendt terrasse. I dagtimerne er caféen velegnet til f.eks. en reception med op til 50 personer eller som spisested i forbindelse med kurser, udstillinger, træningslejre og andre arrangementer.

Den store sal

Den store sports- og aktivitetssal på 1.200 m2 har plads til 800 mennesker og kan lejes af firmaer, foreninger og private til mange formål. Det skal fremhæves, at salen er udstyret med store vinduesarealer, som gør den særdeles velegnet til udstillinger, messer og produktpræsentationer. Ved et tryk på en knap kan salen mørklægges på få sekunder efter behov.

Et super lydanlæg på 2 x 1.200 Watt og en fremragende akustik giver optimale lydforhold til alt fra sportsstævner og udstillinger til koncerter af enhver art. Endvidere er der projektor og storskærm med billede på op til 5 x 5 meter.

Reservation

Man kan som udgangspunkt ringe og få lokalerne “på hånden” i 14 dage uden beregning. Herefter skal der betales et reservationsgebyr, der fungerer som forudbetaling. Dette beløb modregnes i forbindelse med indgåelse af endelig aftale senest 3 måneder før arrangementet. Ved aflysning refunderes gebyret ikke! For visse arrangementer kan der forlanges et egentlig depositum.

Vil du vide mere om UFC eller vil du gerne reservere et eller flere lokaler, ring til centerdirektør Per Larsen på tlf. 48 27 88 44.