Om UFC
UFC er en forening i lokalsamfundet Uvelse/Lystrup i Hillerød kommune (før Slangerup kommune), beliggende ca. 10 km fra Hillerød og ca. 4 km fra Slangerup. Foreningen blev dannet i 1996 med det formål at få opført et fritidscenter i Uvelse, og efter at have indsamlet 1 mio. kroner og sikret et milliontilskud fra Lokale- og Anlægsfonden for at opfylde de af Slangerup byråd i 1997 stillede betingelser for at støtte byggeriet, blev foreningen i juni 2000 omdannet til at kunne forestå opgaverne som bygherre og den efterfølgende drift af centret. UFC har mere end 300 medlemmer.
Om Uvelse Fritids Center
Centret omfatter en aktivitetssal på ca. 1.150 kvm, samt en sidebygning i 2 plan på ca. 750 kvm med omklædning, café, varmt køkken, mødelokale, stor balkon og et opdelbart multirum på ca. 100 kvm, der kan anvendes til mange formål (kulturelle arrangementer, gymnastik, forsamlingshus etc.). Desuden er der en stor sydvendt terrasse ud mod boldbanerne.
Med sin markante arkitektur og multifunktionelle opbygning er der tale om et utraditionelt byggeri af sin art. Anlægsbudgettet lød på ca. 17 mio. kroner ekskl. moms, men inkl. inventar, sportsudstyr, parkeringspladser og udenoms områder i øvrigt.